Øv! Jeg er blevet tyk

Jeg har altid været en tynd pige. Men det stoppede jeg med at være da jeg begyndte at tage antidepressiv medicin. På få måneder tog jeg 30 kilo på. Det har været en kæmpe omvæltning. Jeg er ikke så stor at jeg får nedstirrende blikke af fremmede mennesker når jeg går på gaden. Men selvtilliden har taget et stort dyk. Da jeg lider af skizofreni og depression er jeg afhængig af medicinen. Medicinen er en pakkeløsning. Der er fordele og ulemper som man må tage med.

De 30 ekstra kilo har gjort noget ved mit selvbillede, og jeg drømmer ofte tilbage til de dage hvor vægten hed 50 kilo.

Jeg er godt klar over at mit liv ikke var perfekt da vægten hed 50 kilo men alligvel kan jeg ikke lade være med at fantasere tilbage til den gang hvor jeg var slank.

Jeg husker tydeligt den dag hvor jeg skulle mødes med min bedste ven der efter få minutter kommenterede at han syntes at jeg var kommet mig. Og min vægtøgning gik for alvor op for mig da min læge under en konsultation kommenterede på min vægt. Han sagde Donna du har taget på. Hvilket var øjeblikket hvor det gik op for mig at min vægtøgning var reel og stor.

Det var officielt. Jeg var og er nu en stor pige. Jeg bruger nu en str. XL. Jeg kan ikke lide at kigge på tøj i butikkerne længere da frygten for at jeg ikke kan passe tøjet som jeg finder nydelig, er for stor. Jeg bliver skuffet når jeg står nøgen i badet, og jeg ikke kan se mine fødder fordi min mave er blevet så stor. Og det får mig til at skamme mig.

Jeg synes man skal elske sin krop uanset hvordan den ser ud. Men alligevel har det taget mig flere år at acceptere min vægtøgning. Og jeg kæmper stadig.

Men i bund og grund vil der altid være noget ved sig selv som man ikke er tilfreds med. Det er urealistisk at tro at livet bliver bedre bare fordi man taber sig. Så hvorfor ikke beslutte sig for at have det godt med sin krop?

Jeg vil i hvert fald forsøge.