Man er ikke sin diagnose

I 2020 fik jeg diagnosen paranoid skizofreni. Det var en stor kamel at sluge da det er den samme diagnose som min mor lider af. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke, om jeg nu var ligesom hende. Men det var og er jeg langt fra. Jeg er min egen person.

Udover at jeg hører og ser ting, lider jeg også af det man kalder negative symptomer. Negative symptomer er en del af skizofrenien og er fraværet af normale funktioner. De negative symptomer påvirker min hverdag på den måde at jeg kan have svært ved at “tage mig sammen.” Det kan være svært for mig at få gjort rent og få ordnet vasketøjet. Og det kan være svært for mig at yde egenomsorg. I nogle uger kan jeg fx have svært med at komme i bad.

Til en grill aften snakkede jeg med en pige som jeg ikke kendte. Vi blev hurtigt fortrolige og hun fortalte mig at hun led af angst. Jeg fandt derfor modet til at fortælle hende at jeg lider af skizofreni. Hun svarede at man ikke kunne mærke på mig at jeg lider af skizofreni. Hun fortalte at hun havde en veninde der også led af skizofreni og at denne veninde havde truet med at slå hende ihjel. Det var voldsomt at høre. Men det fik mig til at tænke. Kan man mærke om nogen er psykisk syg? Ikke altid vil jeg mene. For selv om man måske har en alvorlig diagnose som skizofreni, kan man stadigvæk godt være velfungerende.

Derudover mener jeg ikke at man er sin diagnose. De ord og den måde man beskriver sin diagnose på, kan have stor betydning for ens selvforståelse og selvbillede. Jeg siger ikke at jeg er skizofren, men at jeg lider af skizofreni. Der er en kæmpe forskel. Hvis man har brækket sit ben, siger man heller ikke jeg er et brækket ben, men jeg har et brækket ben. Så hvorfor skulle man gøre det med en psykisk sygdom?

Man er så meget mere end sin diagnose. Man er en datter. En søster. En værdsat medarbejder. En god mor. Eller som mig moster til to vidunderlige børn. Det skal man huske når nogen spørger hvem man er og hvordan man har det.